Pressemeddelelse -
Ny Multivan rummer masser af muligheder og nyheder til priser fra 479.995 kr.
Volkswagen Erhvervsbiler introducerer en helt ny generation Multivan, der leverer en kombination af teknologi, rummelighed og alsidighed, der sætter ny standard for denne prisklasse. Den nye Multivan 1,4 TSI PHEV introduceres til februar med priser fra 479.995 kr. og kommer i to karrosserivarianter, der er udstyret med et innovativt interiørkoncept med enten fem eller syv sæder.
Multivan har gennem årtier været et fast medlem af Transporter-familien, men alt mellem den forreste og bageste nummerplade er nyt på den nyeste generation af Multivan. Volkswagen Erhvervsbiler har gentænkt hele konceptet og har tilføjet modellen en ny dimension, samtidig med at man har bevaret det DNA fra forgængerne, der gennem årtier har gjort modellen til et ikon inden for denne bilklasse.
Multivan står for multifunktionalitet, alsidighed og allroundkvaliteter kombineret med innovative funktioner og teknologier. Alle disse egenskaber spiller sammen på en måde, der løfter oplevelsen af den nyeste generation af Multivan til et nyt niveau. Det skyldes blandt meget andet, at Multivan for første gang er bygget på MQB-platformen, der er velkendt fra Volkswagens personbiler. Det har givet mulighed for at introducere en række nye teknologier i Multivan, der emmer af hightech, og som – afhængigt af udstyrsvariant – kommer med et fuldt digitaliseret cockpit, online infotainmentsystemer med 10” touchskærm, IQ.Light-LED-Matrix-forlygter og Lane Assist plus vognbaneskifteassistent “Side Assist” inklusive ”Blind Sport Detection” og udkørselsassistent.
Nyt er også, at Multivan – som den første model fra Volkswagen Erhvervsbiler – tilbydes med en plug-in-hybrid-drivlinje. Der er tale om den lovpriste og velkendte 1,4 TSI-plug-in-hybrid-drivlinje, der ligger i forskellige varianter i Golf, Passat og Tiguan. En 1,4 TSI-motor kombineret med en elmotor giver en systemydelse på 218 hk og 350 Nm, og et batteri på 10,4 kWh (nettoværdi) giver afhængigt af udstyrsvariant en elektrisk rækkevidde på 48-49 km (WLTP). Plug-in-hybrid-teknologien bidrager yderligere til at gøre Multivan til et alsidigt køretøj, da drivlinjen kombinerer muligheden for nulemissionskørsel med hybridbilens lange rækkevidde, lave forbrug og suveræne kraftoverskud.
Den nye Multivan stiller med et moderne og strømlinet design, der dog stadigvæk bærer et fælles design-DNA med forgængeren T6.1 Multivan. Men den nye Multivan skiller sig ud fra forgængeren ved at have anderledes proportioner – den er 37 mm bredere, 69 mm længere, 47 mm lavere og hele 124 mm længere mellem akslerne. Multivan tilbydes i en kort version med en længde på 4.973 mm og en lang version, der måler 5.173 mm i længden, men de to karrosserivarianter har identisk akselafstand. Prisforskellen mellem en kort og en lang version af Multivan er 13.000 kr.
Modelprogrammet på Multivan følger samme struktur som på Volkswagens personbiler og består af tre udstyrsvarianter – Multivan, Life og Style – der alle tre ved introduktionen i slutningen af året udelukkende tilbydes med 1,4 TSI-plug-in-hybrid-motoren.
Afhængigt af udstyrsvariant kommer Multivan som fem- eller syvpersoners, og interiøret er optimeret til at yde endnu mere fleksibilitet og plads end tidligere. Skinner i hele kabinens længde og 25 % lettere stole øger brugervenligheden, og en ny multifunktionel konsol med integrerede borde (ekstraudstyr) kan monteres på den midterste skinne og skubbes frem eller tilbage i hele kabinens længde.
Med introduktionen af den nye Multivan med plug-in-hybrid-drivlinje bevæger modellen sig ned i et helt nyt prisleje og står nu som et stærkt alternativ til bilkøbere, der traditionelt har været i markedet for en MPV i den mellemstore klasse eller en syv-personers SUV.
Priserne for den nye Multivan 1,4 TSI PHEV starter ved 479.995 kr. Denne version kommer med siddepladser til fem personer, hvor anden sæderække består af tre separate stole, der kan forskydes i længderetning eller afmonteres og tages ud. Blandt det omfangsrige standardudstyr i Multivan kan nævnes Digital Pro Cockpit, Ready2Discover online infotainmentsystem med 10” touchskærm, centrallås med nøglefri start, skydedøre i begge sider, 17” Dundrod letmetalfælge og læderbeklædt multifunktionsrat med DSG-gearskiftefunktion.
Næste udstyrstrin hedder Life, der fås til priser fra 519.995 kr., og denne version kommer med siddepladser til syv personer fordelt på to separate stole på anden sæderække og tre separate stole på tredje sæderække. Udover standardudstyret i indstigningsmodellen Multivan byder Life-versionen på mange ekstra features, der løfter komforten i dagligdagen, såsom skydedøre og bagklap med lukkehjælp, adaptiv fartpilot, 3-zone klimaanlæg, 6 USB-C-stik (2 foran, 4 bagi) og forsæder med elektrisk lændestøtte, armlæn og klapborde monteret på bagsiden af ryglænet.
Topmodellen hedder Multivan Style, der tilbydes til priser fra 574.995 kr., og som kommer med samme syv-personers sædekonfiguration som Multivan Life. Style-versionen adskiller sig visuelt fra Life-versionen ved at være udstyret med IQ.Light LED-Matrix-forlygter og en LED-lysstribe mellem forlygterne samt en elegant kromliste, der løber hen ad siderne i hele bilens længde samt på bagklappen. Skydedørene er elektrisk betjente enten fra fjernbetjeningen til centrallåsen eller via en knap på instrumentbordet, men det er også muligt at åbne skydedørene ved at vifte med foden under bilens sider (ekstraudstyr). Ambientelys i 30 valgfrie farver bidrager til at give interiøret en mere intim atmosfære, og samtidig har Style-versionen eksternt lys, der projicerer silhuetten af Multivan ned på jordoverfladen foran dørene. Bakkamera og parkeringsassistenten Park Assist er til stor hjælp, når Multivan skal manøvreres på parkeringspladsen.
Den nye Multivan kan opleves hos de danske Volkswagen-forhandlere til februar 2022, men det er muligt at pre-booke en Multivan allerede nu.
Du kan finde den komplette udstyrsliste her:
Du finder mere detaljeret information om Multivan her:
Emner
Kategorier
Volkswagen er siden 2011 det bedst sælgende bilmærke i Danmark. I 2020 solgte mærket 24.770 personbiler og 4.143 biler til erhvervslivet. De seneste år har Volkswagen kørt en modeloffensiv indenfor SUV-segmentet med introduktionen af succesfulde modeller som T-Cross, T-Roc, Tiguan og Touareg, men også modeller som Polo, Golf og Passat er populære hos danskerne. Volkswagen tog hul på en ny epoke med den nye ID.3 elbil, der agerer spydspids i mærkets omfattende satsning indenfor e-mobilitet. ID.3 er starten på en helt ny familie af elbiler, der med tiden ville dække mange forskellige segmenter.
Hos Volkswagen arbejder vi ud fra målsætningen om at skabe landets mest tilfredse kunder, der skal have kvalitetsprodukter og god service til fair priser. Volkswagen Danmark har ca. 40 ansatte og Mads Nør Lauvring er direktør for Volkswagen Personbiler og Ib Jakobsen for Volkswagen Erhvervsbiler. Volkswagen er en del af Skandinavisk Motor Co., der står for importen af Volkswagen erhvervs- og personbiler, SEAT og Skoda. Vi har hovedsæde i Brøndby og på landsplan er vi ca. 1.300 ansatte i Skandinavisk Motor Co. hvis administrerende direktør er Lars Kornelius.