Gå til indhold
Opdatering af Volkswagens SUV-flagskib: Faceliftet  Touareg kommer med skarpere lys og nyt design

Pressemeddelelse -

Opdatering af Volkswagens SUV-flagskib: Faceliftet Touareg kommer med skarpere lys og nyt design

  • Touareg anno 2023: opdateret luksus-SUV med nye højteknologiske funktioner
    • Interaktivt lys: første Volkswagen med IQ.Light-HD-LED-matrix-forlygter
    • Ny adaptiv undervogn: større spænd mellem køredynamik og komfort
    • Stilsikker: iøjnefaldende designopdatering for og bag
    • Optimeret interiør: designet til de lange ture

    Touareg er allrounderen blandt luksus-SUV’erne – den perfekte kombination af komfort, overlegen trækevne og ægte offroadegenskaber. Volkswagen lancerer nu en gennemgribende opdateret Touareg. Det er den første Volkswagen, der kommer med de nyudviklede IQ.Light-HD-LED-matrix-forlygter. Dette interaktive lyssystem gør kørslen om natten endnu mere behagelig. Volkswagen har også opgraderet det avancerede interiør, og Innovision Cockpit, der er standardudstyr, kommer med den nyeste generation af hardware og software. En ny tagbelastningssensor og en optimeret adaptiv undervogn betyder, at Touareg byder på endnu mere spændvidde i forhold til at yde optimal affjedringskomfort og køredynamik. Med introduktionen af en række nye teknologier er Touareg mere fleksibel og alsidig end nogensinde før. Det nye design foran og bag på Touareg betyder, at opdateringen er letgenkendelig. Et særligt karakteristisk træk ved den faceliftede Touareg er de nye LED-baglygter, der nu er forbundet med en lysstribe og et rødt oplyst Volkswagen-logo.

    Populær luksus-SUV. Der er indtil videre solgt mere end 1,13 millioner styk Touareg. Imelda Labbé, direktionsmedlem med ansvar for salg, marketing og eftermarked udtaler: “Vi har med baggrund i feedback fra kunder yderligere forbedret det høje kvalitets- og komfortniveau, der har været kendetegnende for Touareg. Resultatet er en luksus-SUV, der vil begejstre med sit skarpere design, intuitive betjening og fremragende køreegenskaber – både on-road, off-road og naturligvis også som et suverænt køretøj til at trække alle slags påhængsvogne.”

    Teknologisk frontløber i Volkswagen-familien. Volkswagen har gennem 21 år løbende introduceret nye teknologier i Touareg, der ofte er kommet de mindre modeller til gode, og det er også tilfældet med den nye opdaterede Touareg. Kai Grünitz, direktionsmedlem og udviklingschef forklarer: "Touareg har altid været en teknologisk frontløber for os, hvilket giver os mulighed for at overføre nye innovative teknologiske løsninger til andre Volkswagen-modeller som en del af en top-down-strategi. Og vi følger samme tilgang med den nye opdaterede Touareg, der lanceres med de nyudviklede IQ.Light-HD-LED-matrix-forlygter – et af de bedste lyssystemer i verden – der med sine 38.432 interaktive LED’er skaber en fascinerende komfortoplevelse om natten, og som vi snart vil overføre til andre af vores SUV-modeller.”

    Fusion af teknologiske systemer. Touareg er udstyret med en ny tagbelastningssensor, der er tæt integreret med den adaptive undervogns elektroniske systemer. Det resulterer i forbedrede køredynamiske egenskaber. Hvis der fx. er monteret en tagboks på Touareg, registrerer tagbelastningssensoren dette og sender informationen videre til assistentsystemer som fx. det elektroniske stabiliseringssystem. Dette system griber så til gengæld tidligere ind for at øge bilens stabilitet i forbindelse med kritiske manøvre, hvor det til gengæld løsner de elektroniske tøjler lidt og tillader en mere dynamisk kørsel end før, hvis der ikke er nogen tagbelastning. For Jochen Reichel, der er chef for udvikling af køredynamik, styretøj og assistentsystemer, er denne interaktion mellem alle de forskellige teknologier en fremtrædende egenskab ved den nye Touareg: "Takket være tagbelastningssensoren har vi været i stand til yderligere at øge spændvidden mellem maksimal komfort og køredynamik. Som en del af dette sikrer den forbedrede styring af undervogn og assistentsystemer en større stabilitet og præcision i både dynamiske og komfortorienterede kørselssituationer. Det gælder især, hvis undervognen er udstyret med aktive krængningsstabilisatorer og firehjulsstyring, der løfter Touareg til et nyt niveau køredynamisk.” Touaregs innovative assistentsystemer omfatter teknologier så som Travel Assist (assisteret kørsel op til tophastighed), Area View (360-graders fugleperspektiv vist på infotainmentsystemets display for at lette manøvrering), Park Assist Plus med fjernparkeringsmulighed via app til automatisk kørsel ind og ud af parkeringspladser (føreren kan styre parkeringsproceduren udefra), Trailer Assist (assisteret manøvrering ved kørsel med anhænger) og Night Vision (infrarødt nattesyn).

    Raffineret designopdatering. Den nye Touareg kan genkendes med det samme på det nye design foran og bagpå. Foran har den komplette enhed med kølergrill, forlygter og frontstødfanger fået et nyt look. Særligt iøjnefaldende er de nyudviklede IQ.Light-HD-LED-matrix-forlygter, der er standard på alle versioner med udtagelse af basismodellen. Med tre lysmoduler og dermed tre lyspunkter på hver side skaber de et umiskendeligt lysdesign både i dagslys og mørke. Den midterste vandrette stribe i kølergrillen er også for første gang oplyst på Touareg. Et andet unikt designelement ved Touareg er bagenden, der nu er kendetegnet ved at have en LED-lysstribe mellem baglygterne og – for første gang – et rødt oplyst Volkswagen-logo (standard på alle versioner med udtagelse af basismodellen).

    Plug-in-hybrid- og diesel-drivlinjer. Den nye Touareg vil på det danske marked blive lanceret med to drivlinjer. Det er henholdsvis en 286 hk 3,0 V6 TDI-turbodieselmotor og en plug-in-hybrid (V6 benzinmotor plus elektrisk drivmotor) med en systemydelse på 381 hk og 600 Nm. Begge versioner er udstyret med en otte-trins automatgearkasse og permanent 4MOTION-firehjulstræk.

    Faceliftet Touareg kort fortalt:

    • Nyt frontdesign med bredere kølergrill, nye forlygter og ændret frontkofanger med større luftindtag i hver side.
    • Nydesignede aluminiumsfælge (19” Coventry, 20” Braga og 21” Napoli)
    • Nyudviklede IQ.Light-HD-LED-matrix-forlygter
    • Tagbelastningssensor øger stabilitet og køredynamik med og uden last
    • Første Volkswagen med oplyst rødt VW-logo bag på
    • Ny og optimeret undervogn (gælder både for undervogn med stålfjedre og luftaffjedring)
    • Toppen af dørbeklædningen har nu dekorative parallelle syninger
    • Siderne af midterkonsollen har nu blødere beklædning med dekorative parallelle syninger
    • Nydesignede oplyste dekorative elementer på instrumentbordet
    • Forbedret stemmestyring
    • Innovision har nu vognbane-navigation

    Touareg historik:

    Volkswagens store luksus-SUV, Touareg, har gennem 21 år leveret det ypperste i teknologi, luksus og komfort. Touareg har gennem årene sat nogle bemærkelsesværdige rekorder og vundet verdens mest krævede rallyløb.

    På Detroit Motor Show i 2000 præsenterede Volkswagen konceptbilen AAC – en superluksuriøs pickup. På det tidspunkt anede ingen, hvad Volkswagen pønsede på. Men det skulle vise sig, at det var en forsmag på en luksuriøs SUV med navnet Touareg, der fik verdenspremiere i 2002.

    Touareg var et overflødighedshorn af luksus og state-of-the-art teknologi, der satte nye standarder for denne klasse. Volkswagens SUV-flagskib kombinerede kørekomfort som en luksuslimousine med terrænegenskaber som en ægte offroader. Touareg-navnet stammer fra et af de mest kendte nomadefolk i Sahara-ørkenen og henviser til bilens egenskaber i barsk terræn. Første generation af Touareg havde permanent firehjulstræk, kunne klatrer op af 45 % stigninger, havde en vadedybde på 45 cm, og drivlinjen plus de elektroniske systemer kunne tilpasses den aktuelle kørselssituation.

    Touareg gjorde sig også bemærket ved at blive tilbudt med motorer, der var i særklasse, selv når den blev sammenlignet med de ypperste i den store SUV-klasse. Topmodellen i Touareg-serien ved introduktionen i 2002 var udrustet med en ekstraordinær 5,0 V10 TDI, der ydede 313 hk og havde enormt drejningsmoment på hele 750 Nm. I 2005 kom Touareg W12 Sport, der var udrustet med en 450 hk og 600 Nm stærk 12-cylindret 6-liters benzinmotor. Den kunne nå 100 km/t på 5,9 sek. og havde en topfart på 250 km/t.

    Touareg gjorde sig også bemærket i motorsport, hvor en specialbygget buggy-lignende bil dominerede det legendariske Dakar Rally i tre år fra 2009 til 2011. Gennem årene satte Touareg forskellige langdistancerekorder så som Pan-American Highway, hvor en Touareg tilbagelagde en distance på 23.000 km på lige under tolv dage. En anden – mere særpræget – rekord var da en Touareg trak en 155 ton tung Boeing 747.

    Touareg ”Stanley”, et af de første rigtige selvkørende køretøjer i bilhistorien, vandt i 2005 DARPA Grand Challenge, der var organiseret af American Defense Advanced Research Projects Agency. Det var en af kun fire biler ud af 23, der stillede op til start og gennemførte. I dag nyder Volkswagens kunder godt af de mange års research og udvikling inden for teknologier til selvkørende biler blandt andet med assistentsystemer som Travel Assist og Park Assist Plus, der kan huske og overtage parkeringsmanøvrer.

    I 2010 introducerede Volkswagen anden generation af Touareg, og hvor designet havde undergået en evolutionær udvikling, var der store nyheder under det elegante ydre. Den store SUV havde været på slankekur og tabt sig intet mindre end 208 kg, og sammen med nye TSI- og TDI-motorer, en nyudviklet hybridmotor og nye 8-trins automatgearkasse var den nye Touareg op til 20 % mere brændstoføkonomisk. Touareg repræsenterede også det ypperste inden for sikkerhed og assistentsystemer og bød på op til 9 airbags, Lane Assist, Side Assist, adaptiv fartpilot og Bi-Xenon-forlygter med Dynamic Light Assist.

    Touareg er Volkswagens flagskib og repræsenterer det ypperste, som mærket har at byde på, og derfor er det også modellen, der introducerer en række nye teknologier. Og det blev tydeligt understreget med introduktionen af tredje generation af Touareg i 2018.

    Touareg smider igen vægt og er 106 kg lettere end forgængeren, men den er større, bagagerummet vokser med 113 liter, og den kommer lastet med innovative teknologier.

    Allerede uden på fornemmer man, at Touareg byder på noget ekstraordinært. Frontdesignet er markant og karismatisk og er domineret af den meget brede kølergrill og de integrerede IQ.LIGHT-LED-martix-forlygter satte nye standarder for lysteknologi på biler. Og hvis disse avancerede forlygter ikke var nok, kunne Touarag også fås med Night Vision, så du på instrumentdisplayet i det digitale Innovision Cockpit kunne se dyr, fodgængere etc., hvor forlygterne ikke lyser op. Firehjulsstyring og aktive krængningsstabilisatorer løftede køreoplevelsen til nye højder, og modelprogrammet omfattede nu også plug-in-hybrid-motorer med op til 47 km elektrisk rækkevidde og for første gang en sportslig R-model med 462 hk.

    Emner


    Volkswagen har siden 2011 været det bedst sælgende bilmærke i Danmark. I 2022 solgte mærket 17.141personbiler og 3.338 biler til erhvervslivet.

    Volkswagen tog i 2020 hul på en ny elektrisk æra med introduktionen af ID.3. Den var bygget på MEB-platformen, der er udviklet specifikt til elbiler og som vil være rygraden i Volkswagen elektriske ID.-familie. I 2021 fulgte introduktionen af ID.4, en elektrisk SUV, der i samme år blev den mest solgte elbil i Danmark. I 2022 blev ID.5 introduceret og bidrog til, at Volkswagen med et salg på 5.210 biler blev det mest solgte mærke i elbilsegmentet med en markedsandel på 16,9 %.

    Volkswagen præsenterede i 2021 deres ACCELERATE-strategi, der frem mod 2026 indeholder investeringer for 16 milliarder euro i e-mobilitet, hybriddrivlinjer og digitalisering.

    I løbet af 2023 introducerer mærket nye elbiler som ID. Buzz og ID.7, og frem mod 2026 vil Volkswagen på verdensplan introducere 10 nye elbiler. Målet er at kunne tilbyde 100 % elektriske alternativer i alle de store volumensegmenter, og i 2030 skal elbiler udgøre 70 % af Volkswagens totale salg i Europa. I 2033 stopper Volkswagen produktionen af modeller med forbrændingsmotorer til det europæiske marked.

    I 2022 udgjorde modeller med forbrændingsmotorer cirka 70 % af Volkswagens salg i Danmark, og her var det især modeller som Polo, Taigo, T-Cross og T-Roc, der sikrede Volkswagens førerposition.

    Hos Volkswagen arbejder vi ud fra målsætningen om at skabe landets mest tilfredse kunder, der skal have kvalitetsprodukter og god service til fair priser. Volkswagen Danmark har ca. 40 ansatte og Michael Ebeling er direktør for Volkswagen Personbiler og Ib Jakobsen for Volkswagen Erhvervsbiler. Volkswagen er en del af Skandinavisk Motor Co., der står for importen af Volkswagen erhvervs- og personbiler, SEAT og Skoda. Vi har hovedsæde i Brøndby og på landsplan er vi ca. 1.300 ansatte i Skandinavisk Motor Co. hvis administrerende direktør er Lars Kornelius.

    Kontakt

    Thomas Hjortshøj

    Thomas Hjortshøj

    Pressekontakt Pressechef Volkswagen Personbiler Danmark
    Volkswagen Danmark

    Park Allé 355
    2605 Brøndby
    Danmark