Pressemeddelelse -
Verdenspremiere: Beetle Dune præsenteres på Los Angeles Auto Show
Sommer, sol og strand synes måske langt væk her i vintermørket, men den nye Beetle Dune med offroaddesign og strandbuggyappeal er en af de slags nyheder, der luner.
Volkswagen præsenterer i disse dage på Los Angeles Auto Show den nye Beetle Dune, der med sit karakteristiske design, talrige offroad-designelementer, ekstra frihøjde og 18” aluminiumsfælge vækker varme minder om de legendariske Baja California sandbuggies.
Beetle Dune er en komplet nyudviklet model, der både som coupé og cabriolet lægger op til eventyr. I Dune-versionen har Beetle fået et kraftfuldt design takket være detaljer som forkofangerens store centrale køleluftindtag, der har et sort kølegitter i bikube-mønster og en markant sølvlakeret ramme. De 10 mm ekstra frihøjde, de mørke hjulkasser, sorte skærmkanter og trinbrædder gør Beetle Dune – især i de lyse farver – endnu mere iøjnefaldende og sportslig.
Bag til finder du tre nye designelementer, der er karakteristiske for Beetle Dune. Det er den store hækspoiler lakeret i pianosort og en karrosserimatchende farve, den nydesignede bagkofanger med diffuser i reflexsølv og de nye LED-baglygter, der i mørke har et futuristisk design. Beetle Dune tilbydes i ni forskellige farver, og Coupé-versionen kan leveres med sortlakeret tag, hvor cabriolet-versionen udelukkende leveres med sort kaleche. Beetle Dunes trendy stil er ført videre i interiøret, hvor instrumentbordets dekorindlæg er lakeret i en karrosserimatchende farve, og sportssæderne og det læderbeklædte sportsrat, gearstang og håndbremse har kontrastfarvede syninger.
Beetle Dune har Volkswagens nyeste generation af infotainmentsystemer, der – afhængig af model – kan udstyres med DAB+ radiomodtager og en ekstra Bluetooth-telefon-forbindelse. Stemmestyring kan benyttes til at betjene radio, telefon og tilsluttede medier samt navigation, hvis Beetle Dune er udstyret med Discover Media radio- og navigationssystem.
Beetle Dune markedsføres med to stærke TSI-turbobenzinmotorer, henholdsvis en 1,2 TSI med 105 hk og en 1,4 TSI med 150 hk, der også kan leveres med 7-trins DSG-gear.
Introduktionstidspunkt og priser for Danmark kendes endnu ikke.
Emner
Kategorier
Volkswagen er siden 2011 det bedst sælgende bilmærke i Danmark. I 2014 solgte mærket 23.000 over personbiler og 4.600 biler til erhvervslivet. De seneste år har det især været mikrobilen up!, der er blevet danskernes favorit, men også modeller som Polo, Golf og Passat er populære hos danskerne. Hos Volkswagen arbejder vi ud fra målsætningen om at skabe landets mest tilfredse kunder, der skal have kvalitetsprodukter og god service til fair priser. Volkswagen Danmark har ca. 40 ansatte og er en del af Skandinavisk Motor Co., der står for importen af Volkswagen erhvervs- og personbiler, SEAT og Skoda. Vi har hovedsæde i Brøndby og på landsplan er vi ca. 1.300 ansatte i Skandinavisk Motor Co. hvis administrerende direktør er Ulrik Schönemann.