Gå til indhold
Volkswagen elektrificerer de lange køreture: Verdenspremiere på ID.7 med op til ca. 700 km rækkevidde

Pressemeddelelse -

Volkswagen elektrificerer de lange køreture: Verdenspremiere på ID.7 med op til ca. 700 km rækkevidde

  • ID.–topmodel: den nye ID.7 skal efter planen i første omgang lanceres i Europa og Kina i efteråret 2023. Lanceringen i Nordamerika er planlagt til 2024
  • Udviklet til de lange distancer: I henhold til et foreløbigt estimat vil en ID.7 Pro S med 86 kWh-batteri (netto) kunne byde på op til ca. 700 km rækkevidde (WLTP)
  • En ny højeffektiv drivlinje øger rækkevidden: indstigningsmodellen ID.7 Pro med 77 kWh-batteri (netto) kan levere op til ca. 615 km rækkevidde
  • Ny generation af Volkswagen-cockpit: ID.7 præsenteres som den første Volkswagen med augmented reality-head-up-display som standardudstyr
  • Et højt niveau af kørekomfort: nye sæder med klimaregulering og massagefunktion samt nyt airconditionanlæg med interaktive, intelligente luftdyser
  • Made in Germany: Volkswagen vil producere den nye ID.7 til det europæiske og nordamerikanske marked på fabrikken i Emden, der også producerer ID.4 og ID.5
  • En stationcar-version forventes introduceret i løbet af foråret 2024

Den nye ID.7 har smidt camouflagen og med sin lange rækkevidde, har Volkswagen bilen, der elektrificerer de lange ture. ID.-familiens nye topmodel er næsten 5 m lang og har et aerodynamisk design samt en ny generation af effektive elektriske drivlinjer, der yder 286 hk. ID.7 kommer med det hidtil største batteri i ID.-familien, der gør det muligt at køre helt top til cirka 700 km (WLTP). I kabinen i ID.7 føles de lange køreture kortere takket være den ekstremt generøse plads og et intuitivt, intelligent og hurtigt infotainmentsystem af nyeste generation. ID.7 har danmarkspremiere i løbet af efteråret.

Volkswagen har verdenspremiere på den nye ID.7, der efter ID.3, ID.4, ID.5 og ID. Buzz er den femte model i den elektriske ID.-familie. Med introduktionen af ID.7 får Volkswagen et stærkt kort i den traditionelle firmabilsklasse, og forventningerne til ID.-familiens nye flagskib er store. Direktør for Volkswagen personbiler i Danmark, Michael Ebeling, ser et stort potentiale i ID.7:

”Med en rækkevidde på op til cirka 700 km og 200 kW-lynladning egner ID.7 sig til til dem, der kører lange ture eller mange kilometer fordelt på mange kortere ture hver dag. Volkswagen har gennem årtier stået stærkt i den traditionelle firmabilsklasse med den populære Passat, og med introduktionen af den nye ID.7 til efteråret kan vi nu tilbyde et 100 % elektrisk alternativ. De private bilkøbere var hurtige til at omstille sig og skifte til elbiler, og med ID.7 føler jeg mig overbevist om, at Volkswagen har bilen, der nu også kan sætte fart på den elektriske omstilling af erhvervslivets flåder.”

Et progressivt designet interiør til de lange ture. ID.7 er en stor elektrisk Volkswagen til både langturskørsel og trille lydløst gennem byen. Fastback-limousinens aerodynamiske design er baseret på flydende, muskuløse og klart definerede linjer. Fx er fronten i stor udstrækning helt lukket. Her er designet især fremhævet af den skulpturelle motorhjelm og LED-forlygterne med den smalle LED-lysstribe som dagskørelys samt blinklys integreret øverst i lygtehuset. Set fra siden udgør en linje med en skarp underkant under det lange rudeparti et markant designelement på det lange karrosseri. Det skaber en kraftfuld og positiv spænding i bilens silhuet. Bagest fremhæves bilens bredde af horisontale linjer. Den mest dominerende linje er den horisontale LED-stribe, som forløber udad til de omsluttende LED-baglygteenheder.

Lav luftmodstand øger rækkevidden. En række sofistikerede designløsninger giver bilen en lav luftmodstand og en cW-værdi på ca. 0,23 (afhængigt af udstyr), hvilket er en grundlæggende forudsætning for et lavt energiforbrug og en lang rækkevidde. Den nye ID.7 er 4.961 mm lang, og især den lange akselafstand på 2.966 mm giver masser af plads i bilens kabine. Kabinen er designet med fokus på de praktiske egenskaber – helt ned i mindste detalje. Som ekstraudstyr fås et nyt panoramasoltag med intelligent glas, hvor glaslagene elektronisk kan ændres, så glastaget skifter fra at være matteret til gennemsigtig, når passagererne ønsker det. Som mange andre funktioner i ID.7 kan taget også styres ved hjælp af naturlige stemmekommandoer. Forsæderne i ID.7 er også nyudviklede, og for første gang i en Volkswagen kan de som ekstraudstyr fås med en adaptiv klimafunktion og sammen med en ny avanceret massagefunktion leverer ID.7 et yt niveau af komfort, der får de lange køreture til at føles meget kortere.

Cockpit med AR-head-up-display som standardudstyr. Et nyt univers af informationer venter føreren: Det klassiske instrumentdisplay er begrænset til det nødvendige i ID.7. Et augmented-reality-head-up-display overtager disse funktioner og projicerer informationer og detaljer som fx hastighed op på frontruden i førerens synsfelt, og der vises også interaktive informationer som fx navigationspile virtuelt i den virkelige verden et stykke ude foran ID.7. Dermed kan førerne holde øjnene på vejen.

Assistentsystemer giver mere sikkerhed og komfort. Ved kørsel på motorvej eller lignende veje kan assistentsystemer som fx Travel Assist efter behov overtage kontrollen med ID.7 ved hastigheder over 90 km/t og automatisk styrer afstanden til forankørende køretøjer og samtidig holde bilen i vognbanen. Hvis det ønskes, understøtter ID.7 også assisteret vognbaneskift på motorvej ved hjælp af Travel Assist. Føreren overvåger det hele, men det bliver markant mindre trættende at køre. Når det gælder parkering, kan den elektriske Volkswagen automatisk udføre parkeringsmanøvrer på forskellige måder. En af disse er parkering med hukommelses funktion, der bilen i stand til at overtage manøvreringen ved en distance på op til 50 m. I den forbindelse bliver føreren enten siddende i ID.7 eller overvåger parkeringen ved hjælp af smartphoneappen.

Ny meget effektiv drivlinje. ID.7 lanceres i to drivlinje- og udstyrsversioner – Pro og Pro S – og er den første MEB-model, der bliver udstyret med ny generation elektriske drivlinjer, som er udviklet af Volkswagen. Systemet består grundlæggende af en elmotor med en ydelse på 286 hk (permanent magnetsynkronmotor), den 2-trins 1-gears gearkasse og omformeren (elektronikstyring). Elmotorens ydelse og effektivitet nyder godt af detaljer som fx en rotor med stærkere permanente magneter med endnu højere termisk belastningskapacitet, en videreudviklet stator med et større effektivt antal viklinger i kombination med maksimalt kabeltværsnit, en vandkøler udvendigt for statoren samt et nyt kombineret olie- og vandkølingssystem, som også sikrer stor termisk stabilitet. Den termiske stabilitet sikres af en ny inverter. Resultatet er en elmotor, der har en markant højere ydelse og som leverer denne ydelse, uannset hvor meget strøm, der er på batteriet.

Batterier på 77 kWh og 86 kWh (netto). Der kommer to batteristørrelser: ID.7 Pro kommer med et 77 kWh-batteri (brutto: 82 kW) og kan lynlade med op til 170 kW DC. ID.7 Pro S (introduceres på et senere tidspunkt) vil være udstyret med det nyeste og hidtil største batteri på 86 kWh (brutto: 91 kWh), der kan lynlade med op til 200 kW DC. Et nyt termostyringssystem forbereder batteriet før et ladestop og starter automatisk på vejen til hver ladestation, når rutevejledning er aktiveret. I henhold til foreløbige interne prognoser vil man kunne køre ca. 615 km mellem hver opladning med ID.7 Pro og op til ca. 700 km med ID. Pro S.

Made in Germany. Serieproduktionen af ID.7 til Europa og Nordamerika starter på den tyske Volkswagen fabrik i Emden i andet halvår i år. Det nye ID.-flagskib vil efter planen kunne fås i Europa til efteråret, og forsalget starter efter planen til sommer. Lanceringen i Kina er også planlagt til 2023. Markedsintroduktionen i Nordamerika følger efter planen i 2024. En stationcar-version forventes introduceret i foråret 2024, og modelprogrammet vil blive udbygget med flere udstyrs- og motorvarianter.

Du kan finde mere information og flere detaljer om ID.7 i den vedhæftede pressetekst på engelsk.

Emner

Kategorier


Volkswagen har siden 2011 været det bedst sælgende bilmærke i Danmark. I 2022 solgte mærket 17.141personbiler og 3.338 biler til erhvervslivet.

Volkswagen tog i 2020 hul på en ny elektrisk æra med introduktionen af ID.3. Den var bygget på MEB-platformen, der er udviklet specifikt til elbiler og som vil være rygraden i Volkswagen elektriske ID.-familie. I 2021 fulgte introduktionen af ID.4, en elektrisk SUV, der i samme år blev den mest solgte elbil i Danmark. I 2022 blev ID.5 introduceret og bidrog til, at Volkswagen med et salg på 5.210 biler blev det mest solgte mærke i elbilsegmentet med en markedsandel på 16,9 %.

Volkswagen præsenterede i 2021 deres ACCELERATE-strategi, der frem mod 2026 indeholder investeringer for 16 milliarder euro i e-mobilitet, hybriddrivlinjer og digitalisering.

I løbet af 2023 introducerer mærket nye elbiler som ID. Buzz og ID.7, og frem mod 2026 vil Volkswagen på verdensplan introducere 10 nye elbiler. Målet er at kunne tilbyde 100 % elektriske alternativer i alle de store volumensegmenter, og i 2030 skal elbiler udgøre 70 % af Volkswagens totale salg i Europa. I 2033 stopper Volkswagen produktionen af modeller med forbrændingsmotorer til det europæiske marked.

I 2022 udgjorde modeller med forbrændingsmotorer cirka 70 % af Volkswagens salg i Danmark, og her var det især modeller som Polo, Taigo, T-Cross og T-Roc, der sikrede Volkswagens førerposition.

Hos Volkswagen arbejder vi ud fra målsætningen om at skabe landets mest tilfredse kunder, der skal have kvalitetsprodukter og god service til fair priser. Volkswagen Danmark har ca. 40 ansatte og Michael Ebeling er direktør for Volkswagen Personbiler og Ib Jakobsen for Volkswagen Erhvervsbiler. Volkswagen er en del af Skandinavisk Motor Co., der står for importen af Volkswagen erhvervs- og personbiler, SEAT og Skoda. Vi har hovedsæde i Brøndby og på landsplan er vi ca. 1.300 ansatte i Skandinavisk Motor Co. hvis administrerende direktør er Lars Kornelius.

Kontakt

Thomas Hjortshøj

Thomas Hjortshøj

Pressekontakt Pressechef Volkswagen Personbiler Danmark
Volkswagen Danmark

Park Allé 355
2605 Brøndby
Danmark