Gå til indhold
Volkswagen Erhvervsbiler, Argo AI og MOIA præsenterer den første ID. BUZZ-prototype til autonom kørsel

Pressemeddelelse -

Volkswagen Erhvervsbiler, Argo AI og MOIA præsenterer den første ID. BUZZ-prototype til autonom kørsel


  • Udviklet til at gøre køkørsel lettere og øge trafiksikkerheden i byerne
  • Selvkørende biler baseret på den kommende ID. BUZZ gør brug af en kombination af kameraer, lidar- og radarsensorer
  • Mobilitetsudbyderen MOIA bliver den første bruger af ID.BUZZ AD

I sort og hvid camouflage og med en høj tagkonstruktion ruller den næsten lydløst ind i hallen, hvor Volkswagen Groups ”New Auto Night” finder sted på åbningsaftenen for IAA Mobility 2021 i München – en af de første fem selvkørende testbiler af den elektriske ID BUZZ AD (Autonomous Driving) fra Volkswagen Erhvervsbiler. De serieproducerede versioner vil være tilgængelige for erhvervsmæssige mobilitetsudbydere som fx MOIA fra 2025. München rummer også det europæiske hovedkvarter for partneren Argo AI, der er en globalt agerende virksomhed inden for teknologier til autonom kørsel og som udvikler det selvkørende system inklusive kort, hardware, software og cloud-support-infrastruktur til ID. BUZZ AD. Med start i 2025 i Hamburg vil den selvkørende ID.BUZZ AD bringe passagererne frem til deres destination via en samkørselsordning opereret af MOIA. ”Volkswagen Group er i gang med en transformation fra at være bilproducent til at blive en førende, softwaredrevet global mobilitetsudbyder,” forklarer CEO Dr. Herbert Diess i forbindelse med eventen. ”Vi er virksomheden, der redefinerer mobilitet – med bæredygtige, opkoblede og sikre mobilitetsløsninger til de fremtidige generationer.”

Argo er i færd med aktivt at teste ID. BUZZ AD-prototyper i en række storbyområder, også i München. Argos selvkørende system omfatter en række sensorer, software og it-platforme til at kunne levere en 360-graders registrering af bilens omgivelser, forudse handlinger fra fodgængere, cyklister og køretøjer og styre motoren, bremserne og styresystemerne på en måde, så bilen kan køre sikkert og naturligt som en rutineret fører.

Argo AI benytter kameraer, radar og lidar til at opnå en sikker autonom kørsel. Virksomhedens egenudviklede sensor Argo Lidar sidder oppe på taget af ID. BUZZ AD og kan registrere objekter op til en afstand på over 400 m. Dens patenterede Geiger-teknologi kan registrere selv de mindste lyspartikler (en enkelt foton), så selv objekter med lav refleksion, som fx sortlakerede biler, kan registreres, og det dermed er muligt at få meget præcise afspejlinger af omgivelserne.

Testene af ID.BUZZ AD foregår i samarbejde med Volkswagen Erhvervsbiler på Argo AI's udviklingscenter i Neufahrn i nærheden af München. Argo råder også over et 9 hektar stort, lukket område i nærheden af lufthavnen i München, hvor det er muligt at teste en række forskellige trafiksituationer, som er unikke for de europæiske kørselsforhold, som supplement til deres testbane i USA. ”ID.BUZZ AD-testflåden udgør en milepæl i vores partnerskab med Volkswagen Erhvervsbiler,” sagde Bryan Salesky, som er grundlægger af og CEO hos Argo AI. ”Med vores 5 års erfaring med udviklingen og læringen fra vores drift i store, komplekse amerikanske storbyer som grundlag glæder vi os til snart at kunne påbegynde testningen på gaderne i München som forberedelse til lanceringen af den selvkørende kommercielle samkørsels ordning sammen med MOIA.”

Med sine planer for udviklingen af tjenester med autonom kørsel viser Volkswagen Erhvervsbiler i forbindelse med IAA, hvordan trafikken i storbyerne kan lettes ved hjælp af samkørselsordninger, mens den samtidig bliver mere sikker takket være det selvkørende system: ”Et system til registrering af omgivelserne bestående af seks lidarsensorer, 11 radarsensorer og 14 kameraer fordelt over hele bilen kan registrere meget mere end nogen menneskelig fører kan fra sit sæde i bilen,” forklarer Christian Senger, som er Head of Autonomous Driving hos Volkswagen Erhvervsbiler. Mærket har oprettet sin egen forretningsenhed til udviklingen af autonom kørsel og har opkøbt en andel af Argo AI.

Mens Volkswagen Erhvervsbiler og Argo AI udvikler den autonome bil og det selvkørende system, så er MOIA den tredje komponent i udviklingen af et autonomt mobilitetstilbud. Volkswagens datterselskab har omfattende erfaringer på området for mobilitetstjenesteydelser og flådestyring. I løbet af meget kort tid har MOIA etableret Europas største rent eldrevne samkørsels ordning med førere. Den har transporteret millioner af passagerer. Fra 2025 vil MOIA være

den første bruger af ID.BUZZ AD. ”Vi bidrager med vores ekspertise i samarbejdet med Argo AI og Volkswagen Erhvervsbiler og vil udvikle et autonomt mobilitetstilbud som supplement til vores eksisterende service,” siger MOIAs CEO Robert Henrich. ”Storbyer over hele verden vil gerne gøre deres trafik mere effektiv og mere klimavenlig. Autonome samkørselsordninger forbedrer den urbane mobilitet, øger sikkerheden på vejene og gør byerne mere attraktive. Hamburg vil være den første by, hvor der tilbydes en autonom samkørselsordning.”

Om Argo AI

Argo AI er en global virksomhed, som arbejder med platforme til autonom bilteknologi, og den har hovedkvarter i Pittsburgh, Pennsylvania i USA. Virksomheden udvikler selvkørende teknologi i samarbejde med førende bilproducenter, herunder Ford Motor Company og Volkswagen Group, for at gøre det sikkert, nemt og fornøjeligt for alle at komme rundt i storbyerne. Argo AI beskæftiger over 1.200 medarbejdere og har udviklingscentre i Dearborn, Michigan; Cranbury, New Jersey; Palo Alto, Californien og München i Tyskland. Argo er i øjeblikket i gang med at teste autonome biler på offentlige veje i Miami, Florida; Austin, Texas og Washington D.C. samt i Pennsylvania, Michigan og Californien. Hvis du ønsker mere information om Argo, kan du gå ind på www.argo.ai.

Om MOIA

MOIA er et datterselskab i Volkswagen Group. Virksomheden udvikler mobilitetstjenesteydelser på sine lokationer i Berlin og Hamburg og samarbejder med kommuner og lokale offentlige transportudbydere. MOIA er p.t. i færd med at udvikle og implementere en samkørselsordning for at undgå individuel biltrafik og anvende vejinfrastrukturen mere effektivt. Storbyerne lettes for trafikpropper, støj og udstødningsgasser. MOIA har tilbudt sin samkørselsordning i Hannover siden sommeren 2018, mens Hamburg fulgte efter den 15. april 2019 som den første metropol med et indbyggertal på over 1 million. Der findes flere informationer på www.moia.io.

Du kan finde denne tekst og flere billeder i vores pressedatabase: www.vwn-presse.de.

Emner

Kategorier


Volkswagen er siden 2011 det bedst sælgende bilmærke i Danmark. I 2020 solgte mærket 24.770 personbiler og 4.143 biler til erhvervslivet. De seneste år har Volkswagen kørt en modeloffensiv indenfor SUV-segmentet med introduktionen af succesfulde modeller som T-Cross, T-Roc, Tiguan og Touareg, men også modeller som Polo, Golf og Passat er populære hos danskerne. Volkswagen tog hul på en ny epoke med den nye ID.3 elbil, der agerer spydspids i mærkets omfattende satsning indenfor e-mobilitet. ID.3 er starten på en helt ny familie af elbiler, der med tiden ville dække mange forskellige segmenter.

Hos Volkswagen arbejder vi ud fra målsætningen om at skabe landets mest tilfredse kunder, der skal have kvalitetsprodukter og god service til fair priser. Volkswagen Danmark har ca. 40 ansatte og Mads Nør Lauvring er direktør for Volkswagen Personbiler og Ib Jakobsen for Volkswagen Erhvervsbiler. Volkswagen er en del af Skandinavisk Motor Co., der står for importen af Volkswagen erhvervs- og personbiler, SEAT og Skoda. Vi har hovedsæde i Brøndby og på landsplan er vi ca. 1.300 ansatte i Skandinavisk Motor Co. hvis administrerende direktør er Lars Kornelius.

Kontakt

Thomas Hjortshøj

Thomas Hjortshøj

Pressekontakt Pressechef Volkswagen Personbiler Danmark
Volkswagen Danmark

Park Allé 355
2605 Brøndby
Danmark