Pressemeddelelse -
Volkswagen Erhvervsbiler vil vokse markant på mellemlangt sigt
- En ny afdeling for mobilitetstjenester og autonom kørsel er oprettet under Volkswagen Erhvervsbiler
- Ny Caddy og Multivan, komplet eldrevet ID. BUZZ og ny Amarok – produktporteføljen vil blive komplet fornyet og udvidet i de kommende 2 år
- Investeringer i teknologi og produktionsfaciliteter giver mulighed for at sætte ekstra fart på væksten
- I indeværende år bliver der påbegyndt tests med selvkørende biler
Volkswagen Erhvervsbiler fortsætter konsekvent sin transformation og vil igen vokse markant på mellemlangt sigt. På Volkswagens Nutzfahrzeuges årlige pressekonference bekræftede CEO Carsten Intra virksomhedsstrategien GRIP2025+. Som led i den strategi har virksomheden med hovedsæde i Hannover nået vigtige milepæle i det forgangne år: Markederne har taget meget positivt imod den nye Caddy siden verdenspremieren og salgsstarten. Samarbejdet med Ford om tre bilprojekter følger tidsplanen og styrker VWN’s offensiv over for erhvervskunder. Markedet for campingbusser boomer og Volkswagen udvider tilbuddene i dette segment med den nye Caddy California. Ordreindgangen for alle California-modeller var i 2020 ca. 60 % højere end året før. Som en del af GRIP-strategien præsenterede Carsten Intra et nyt forretningsområde under Volkswagen Erhvervsbiler, som samler alle aktiviteter vedrørende fremtidige mobilitetstjenester og udviklingen af autonom kørsel. Allerede i år skal der foretages tests med selvkørende biler.
Den verdensomspændende coronapandemi har i det forgangne år haft vidtrækkende konsekvenser for forretningen hos Volkswagen Erhvervsbiler. På den ene side var der nedlukninger i de vigtigste lande, udfordringer hos leverandørerne og økonomisk tilbageholdenhed hos kunderne.
På den anden side, understregede Carsten Intra, har bilerne fra Volkswagen Erhvervsbiler netop i disse tider en central betydning: ”Vores biler leverer vigtige varer, kører som mobile værksteder og bringer sundhedspersonale og politi frem til indsatsstederne. Især det seneste år har vist, at vi er vigtige for samfundet med vores biler og vores tjenester. Det betyder for mig, at vi gør nytte og er til gavn for mennesker og samfund”, forklarede den administrerende direktør på den digitale årlige pressekonference.
Nyt forretningsområde samler autonom kørsel og mobilitetstjenester
Volkswagen Erhvervsbiler overtager i samarbejde med Argo AI førerrollen i Volkswagen-koncernen, når det gælder udviklingen af autonom kørsel.
”Vores biler er det logiske sted at starte med vores autonome systemer. Vi regner med, at vi fra 2025 vil se teknologier til selvkørende køretøjer fra Volkswagen Erhvervsbiler i drift”, forklarede Carsten Intra. Volkswagen Erhvervsbiler arbejder ligeledes på højtryk med at udvikle nye mobilitetstjenester (MaaS: Mobility as a Service und TaaS: Transport as a Service).
Et eksempel på MaaS-virksomheder er Ridepooling-udbyderen MOIA, som er etableret i Hamburg og Hannover. Som et eksempel på fremtidige TaaS-tjenester præsenterede Intra startupvirksomheden Cito, som lancerer sin tjeneste i sommeren 2021. Cito er en B2B digital kommunikationsplatform til kurertjenester. Startkapitalen kommer blandt andet fra den såkaldte Innovationsfonds II, som forvaltes af koncerntillidsmandsrådet. Intra: ”Det er en ægte startup – hurtig, agil og fyldt med iværksættergejst.”
På grund af den store betydning, som mobilitetstjenester har, og potentialet med autonom kørsel samles disse aktiviteter i et nyt forretningsområde under Volkswagen Erhvervsbiler. Til forretningsområdet ”MaaS/TaaS/AD” hører i dag foruden MOIA og Cito frem for alt investeringerne i Argo AI og alle aktiviteter vedrørende udviklingen af autonom kørsel.
I fremtiden vil det nye forretningsområde, som det også gælder for det hidtidige forretningsområde ”Car Business”, rapportere med egne økonomiske nøgletal. ”Dette nye forretningsområde, som samtidig er tredje søjle i vores strategi, vil på mellemlangt sigt blive en vigtig del af vores omsætning og resultater”, forklarer Carsten Intra.
Koncernledelsen har nu også integreret målsætningerne for bæredygtighed som en fast del af strategien. I den forbindelse har Volkswagen Erhvervsbiler på den ene side fokus på elektrificeringen af bilflåden med blandt andet den nye Multivan som plug-in-hybrid i 2021 og den komplet eldrevne ID. BUZZ fra næste år. På den anden side arbejder teamet dedikeret på at reducere miljøbelastningen i produktionen. Hertil tæller blandt andet et lavere forbrug af energi, vand eller opløsningsmidler samt reducering af affald og CO2-emissioner. Frem til 2025 vil Volkswagen Erhvervsbiler reducere disse med i alt 50 % i forhold til 2010, og i Hannover har man allerede opnået en reducering på 39 %.
Driftsresultat for 2020
De nødvendige økonomiske midler til transformationen af Volkswagen Erhvervsbiler kan allerede aflæses i udviklingsomkostningerne og de samlede investeringer i 2020, som økonomidirektør Holger Kintscher forklarede. Udviklingsomkostningerne, frem for alt til ID.BUZZ og autonom kørsel, steg i 2020 med ca. 100 millioner euro til i alt ca. en milliard euro. De samlede investeringer steg i samme periode med 31 % til i alt 966 millioner euro. ”Disse investeringer sikrer vores fremtid og ny vækst fra 2022”, fortalte Kintscher. Coronapandemien betød en tilbagegang på 24,4 % i antallet af udleveringer i forhold til året før, og omsætningen faldt med 18 % til 9,4 milliarder euro (året før 11,5 milliarder euro).
Da Volkswagen Erhvervsbiler endnu ikke kunne nå målsætningen for CO2-emissioner i 2020, skulle der betales en styringsafgift på 340 millioner euro. Samlet set betød det et driftsresultat på -454 millioner euro (året før 510 millioner euro)
Holger Kintscher fremhævede succesen med det interne resultatforbedringsprogram GRIP-Performance. Dette program er fast forankret i virksomhedsstrategien og forener høj omkostningsdisciplin og indtægtsoptimering. Alene i 2020 opnåede man resultatforbedringer på ca. 600 millioner euro. Programmet fortsættes konsekvent. Den store fordel er i henhold til økonomidirektøren hos Volkswagen Erhvervsbiler det bæredygtige grundlag for programmet, så virksomheden også i fremtiden vil kunne nyde godt af tiltagene.
Produktporteføljen fornyet og udvidet, udnyttelsesgraden sikret
I 2020 præsenterede VWN den komplet nye Caddy, som rullede ud til forhandlerne i slutningen af året. På basis af koncernplatformen MQB byder Caddy nu på kørekomfort, assistentsystemer og infotainment på et helt nyt niveau i segmentet. I form af Caddy California udvider den nu også udbuddet af autocampere ved siden af Grand California på basis af Crafter samt den populære T-model. På grundlag af Caddy vil Volkswagen Erhvervsbiler desuden producere en cityvan for Ford med produktionsstart på fabrikken i Poznań i 2022. Om få uger præsenterer Volkswagen Erhvervsbiler den nye Multivan, som fra start også fås i en plug-in-hybrid-variant: Den udbygger udbuddet i MPV-segmentet, da den nuværende T6.1 fortsat vil være i modelprogrammet som robust varebil og firehjulstrækker. Intra: ”Det er et paradigmeskifte for vores T-serie. Vi har videreudviklet et populært grundkoncept uden at gå på kompromis: Multivan får komfort og dimensioner som en personbil plus plads og alsidighed som en MPV.” I det kommende år følger så den komplet eldrevne ID.BUZZ i en personbils- og en varebilsversion – fremtidens ikoniske ”rugbrød” fra Hannover. Intra bekræftede desuden lanceringen af modellen på markedet i USA.
På baggrund af samarbejdet med Ford kan Volkswagen næste år præsenterer den nye Amarok. Med en ny designskitse understreger den administrerende direktør hos Volkswagen Erhvervsbiler den klare ambition: ”Det bliver ikke bare en fremragende pickup. Det bliver også en ægte Volkswagen – med tydelige kendetegn både teknisk og designmæssigt”.
Ifølge Intra vil udnyttelsesgraden på fabrikkerne være sikret indtil slutningen af årtiet. Med beslutningen om at producere elbiler i premiumklassen for andre af koncernens mærker på fabrikken i Hannover fra 2024, er lokalaftalen med tillidsrepræsentationen også fortsat gældende. ”For 65 år siden rullede de første rugbrød ud fra produktionen, og nu udbygges fabrikken til en af koncernens mest moderne produktionsfaciliteter. På denne transformationsrejse har vi motiverede medarbejdere med ombord, der medvirker engageret i denne omstilling”, fortalte den administrerende direktør.
Fremtiden
For det kommende år forudser ledelsen for Volkswagen Erhvervsbiler, at der skal udleveres over 400.000 biler til kunder. Dermed er der udsigt til at antallet af udleveringer vil ligge markant højere end i 2020. På grund af investeringerne i transformationen, ombygningen af fabrikkerne og lanceringen af komplet eldrevne modeller bliver driftsresultatet for forretningsområdet ”Car Business” formentlig også negativt i 2021. Men Carsten Intra gjorde dog følgende klart: ”Vores GRIP-strategi er en vækstplan. På mellemlangt sigt vil forretningen vokse markant igen og blive rentabel, hvad angår udleveringer, omsætning og resultat.
På denne rejse tager vi de to år med negativt resultat for ”Car Business” med i købet. Vores målsætning er at sætte et afgørende præg på det næste årtis mobilitet med Volkswagen Erhvervsbiler.”
Volkswagen Erhvervsbiler: We Transport Success, Freedom and Future:
Som førende producent af lette varevogne udvikler Volkswagen Erhvervsbiler (VWN) som mærke grundlæggende og bæredygtigt mobiliteten for vare- og persontransport samt tjenesteydelser. Vores biler transporterer bygningsarbejdere, familier og eventyrere, brød, pakker eller surfbrætter. De hjælper hver dag utallige mennesker overalt i verden med at gøre et godt stykke arbejde, de kører som mobile værksteder og bringer akutlæger og politifolk frem til ulykkesstedet.
På fabrikkerne i Hannover (D), Poznań (PL), Września (PL) og Pacheco (ARG) producerer ca. 24.000 medarbejdere modellerne Transporter, Caddy, Crafter og Amarok og fra 2022 ID. BUZZ – den komplet eldrevne version af vores rugbrødsikon.
VWN fører desuden an i Volkswagen koncernen, når det gælder autonom kørsel og mobilitetstjenester som Mobility-as-a-Service og Transport-as-a-Service – områder, hvor vi skaber fremtidens mobilitet.
På den måde bevæger mærket hele samfundet med alle dets krav til en ren, intelligent og bæredygtig mobilitet. Det hele kan sammenfattes i Volkswagen Erhvervsbilers mærkeløfte: Vi transporterer succes, frihed og fremtid.
Emner
Kategorier
Volkswagen er siden 2011 det bedst sælgende bilmærke i Danmark. I 2020 solgte mærket 24.770 personbiler og 4.143 biler til erhvervslivet. De seneste år har Volkswagen kørt en modeloffensiv indenfor SUV-segmentet med introduktionen af succesfulde modeller som T-Cross, T-Roc, Tiguan og Touareg, men også modeller som Polo, Golf og Passat er populære hos danskerne. Volkswagen tog hul på en ny epoke med den nye ID.3 elbil, der agerer spydspids i mærkets omfattende satsning indenfor e-mobilitet. ID.3 er starten på en helt ny familie af elbiler, der med tiden ville dække mange forskellige segmenter.
Hos Volkswagen arbejder vi ud fra målsætningen om at skabe landets mest tilfredse kunder, der skal have kvalitetsprodukter og god service til fair priser. Volkswagen Danmark har ca. 40 ansatte og Mads Nør Lauvring er direktør for Volkswagen Personbiler og Ib Jakobsen for Volkswagen Erhvervsbiler. Volkswagen er en del af Skandinavisk Motor Co., der står for importen af Volkswagen erhvervs- og personbiler, SEAT og Skoda. Vi har hovedsæde i Brøndby og på landsplan er vi ca. 1.300 ansatte i Skandinavisk Motor Co. hvis administrerende direktør er Lars Kornelius.