Pressemeddelelse -
Volkswagen Group Technology udvikler et komplet drivlinjesystem til elbiler
- Ud over batteriet og elmotoren vil koncernens teknologiske kraftcenter også stå for udviklingen af pulsomformere og termostyringssystemer
- Group Technology samler alle koncernens aktiviteter inden for batterier, opladning og elektroniske komponenter
- Thomas Schmall: ”Vores målsætning er at være førende inden for teknologierne, også når det gælder elektrisk mobilitet. Derfor sætter vi også her vores lid til vores interne kompetencer.”
- Udviklingen af en komplet drivlinje giver effektivitets- og omkostningsfordele – op til 20 % øget effektivitet takket være den optimale kombination af individuelle komponenter
På Tech Day 2023 gav Volkswagen Group Technology et indblik i de kommende innovationer til elbiler, når det gælder batterier, opladning og elektroniske komponenter. Der var fokus på fremtidens elektriske drivlinjesystem. Til det formål tager Volkswagen selv hånd om alle de centrale komponenter og udvikler nu, ud over batterier og elmotorer, også pulsomformere og termostyringssystemer internt. At Volkswagen-drivlinjen kommer fra et og samme sted giver markante effektivitets- og omkostningsfordele – op til 20 % øget effektivitet er mulig alene takket være den optimale kombination af individuelle komponenter.
Oliver Blume, som er øverste direktør for Volkswagen-koncernen, udtalte: ”Volkswagen koncernen og dens mærker står for førsteklasses produkter og teknologier. Takket være koncernens størrelse og bredde samt vores interne ekspertise kan vi udnytte enorme økonomiske stordriftsfordele. Det er til gavn for vores kunder og gør vores biler endnu bedre.”
Thomas Schmall, som er øverste ansvarlige direktør for det tekniske område i Volkswagen-koncernen, udtalte: ”Vores målsætning er at være førende inden for diverse teknologier, også når det gælder elektrisk mobilitet. Derfor sætter vi også her vores lid til vores interne kompetencer, og vi overtager nu, ud over battericeller og elmotorer, også udviklingen af pulsomformere og termostyringssystemer. I fremtiden vil det gøre Volkswagen-koncernen til en af de eneste bilproducenter i verden, som er i stand til at tilbyde et helhedsoptimeret og komplet system.”
Daniela Cavallo, som er forkvinde for fællestillidsmandsrådet i Volkswagen koncernen, tilføjede: ”Den knowhow og innovative styrke, som Volkswagen-kollegaerne besidder, er helt unik på verdensplan. At vi hele tiden fremmer og udnytter denne styrke, hjælper os ikke kun i forhold til konkurrenterne, men også i forhold til at omstille virksomheden.”
“Designed by Volkswagen”: pulsomformere og termostyringssystemer
Pulsomformeren er hjernen i den elektriske drivlinje og bærer størstedelen af ansvaret for effektiviteten og præstationerne. I forbindelse med den første pulsomformer, som skal være ”designed by Volkswagen”, har udviklerne af disse kernekomponenter konstrueret både ny hardware og software helt fra bunden af. Takket være platformsprincippet kan de i fremtiden implementeres i alt lige fra indstigningsmotorer til sportsvogne med en ydelse på over 500 kW. Teknologien er i øjeblikket i gang med at blive færdigudviklet til serieproduktion, og den kan allerede anvendes i forbindelse med næste generation af MEB-platformen.
Når det gælder termostyringssystemer, så arbejder Volkswagen på helt nye løsninger. Man anvender i dag et stort antal individuelle moduler og lange slangetilslutninger, men de vil i fremtiden blive erstattet af et ekstremt kompakt, integreret termomodul. Det kommer til at styre hele klimareguleringen inklusive den til højvoltsbatteriet, og det vil have stor indflydelse på bilens rækkevidde og lynopladningsegenskaber. Det nye alt-i-et-modul er også markant lettere, mere robust og mere effektivt end de nuværende systemer.
Ud over effektiviteten er der ved udviklingen af alle centrale elektriske drivlinjekomponenter primært fokus på skalerbarheden – fordi store økonomiske stordriftsfordele reducerer omkostningerne.
Group Technology: koncernens teknologiske kraftcenter
Volkswagen Group Technology samler alle koncernens aktiviteter inden for batterier, opladning og elektroniske komponenter og understøtter mærkerne som hele koncernens tværgående leverandør af teknologiske løsninger. Datterselskaberne PowerCo (batterier) og Elli (opladning og energi) er også en del af dette setup. Hightech-porteføljen omfatter blandt andet unified cell-batterier, som vil blive anvendt i alle modeller i Volkswagen-koncernen fra 2025 og sætte nye standarder inden for batteriteknologi. Divisionen omfatter også Platform Business, som håndterer samarbejdet med eksterne partnere som fx Ford og Mahindra. Rundt om i verden arbejder der ca. 70.000 mennesker hos Volkswagen Group Technology.
Emner
Volkswagen har siden 2011 været det bedst sælgende bilmærke i Danmark. I 2022 solgte mærket 17.141personbiler og 3.338 biler til erhvervslivet.
Volkswagen tog i 2020 hul på en ny elektrisk æra med introduktionen af ID.3. Den var bygget på MEB-platformen, der er udviklet specifikt til elbiler og som vil være rygraden i Volkswagen elektriske ID.-familie. I 2021 fulgte introduktionen af ID.4, en elektrisk SUV, der i samme år blev den mest solgte elbil i Danmark. I 2022 blev ID.5 introduceret og bidrog til, at Volkswagen med et salg på 5.210 biler blev det mest solgte mærke i elbilsegmentet med en markedsandel på 16,9 %.
Volkswagen præsenterede i 2021 deres ACCELERATE-strategi, der frem mod 2026 indeholder investeringer for 16 milliarder euro i e-mobilitet, hybriddrivlinjer og digitalisering.
I løbet af 2023 introducerer mærket nye elbiler som ID. Buzz og ID.7, og frem mod 2026 vil Volkswagen på verdensplan introducere 10 nye elbiler. Målet er at kunne tilbyde 100 % elektriske alternativer i alle de store volumensegmenter, og i 2030 skal elbiler udgøre 70 % af Volkswagens totale salg i Europa. I 2033 stopper Volkswagen produktionen af modeller med forbrændingsmotorer til det europæiske marked.
I 2022 udgjorde modeller med forbrændingsmotorer cirka 70 % af Volkswagens salg i Danmark, og her var det især modeller som Polo, Taigo, T-Cross og T-Roc, der sikrede Volkswagens førerposition.
Hos Volkswagen arbejder vi ud fra målsætningen om at skabe landets mest tilfredse kunder, der skal have kvalitetsprodukter og god service til fair priser. Volkswagen Danmark har ca. 40 ansatte og Michael Ebeling er direktør for Volkswagen Personbiler og Ib Jakobsen for Volkswagen Erhvervsbiler. Volkswagen er en del af Skandinavisk Motor Co., der står for importen af Volkswagen erhvervs- og personbiler, SEAT og Skoda. Vi har hovedsæde i Brøndby og på landsplan er vi ca. 1.300 ansatte i Skandinavisk Motor Co. hvis administrerende direktør er Lars Kornelius.