Pressemeddelelse -
Volkswagen løfter sløret for en ny generation af Transporter og Caravelle
- I forlængelse af ID. Buzz og Multivan fuldender den nye Transporter Volkswagen Erhvervsbilers nyeste generation af varevogne og minibusser
- Med deres ikoniske, stilrene design har den nye generation af Transporter og Caravelle arvet design-DNA'et fra forgængeren T6.1
- Den nye Transporter og Caravelle bliver de første Volkswagen-varevogne, der bliver tilbudt med både turbodiesel-, plug-in hybrid- eller fuld elektriske drivlinjer
- De første fotos af syvende generation af Transporter viser personbilsversionen Caravelle Style og varevognsversionen PanAmericana
Volkswagen Erhvervsbiler præsenterer de første fotos af den helt nye Transporter. Alle tekniske detaljer og funktioner er blevet forbedret i forhold til forgængeren. Den nye generation byder på mere plads, mere nyttelast, mere trækkapacitet, mere effektivitet og endnu mere perfektion. Volkswagen Erhvervsbiler har bevaret Transporterens karakteristiske design og samtidig klædt den på til at køre ind i en ny æra for den ikoniske model. Med den nye Transporter og Caravelle, den ikoniske ID. Buzz og ID. Buzz Cargo, den alsidige Multivan og den nye California baseret på Multivan, har Volkswagen Erhvervsbiler det ideelle køretøj til en meget bred og alsidig gruppe af kunder.
Modelprogrammet: Volkswagen Erhvervsbiler tilbyder den nye Transporter som kassevogn (lastrum til ren godstransport) og som dobbeltkabinevariant (ladvognsopbygning med lang akselafstand). Som ekstraudstyr tilbydes varevognsversionerne med højt tag og forlænget akselafstand. Med sine ni sæder er den mere eksklusive Caravelle udviklet til kommerciel passagertransport – en ideel shuttle og taxa med stor kapacitet. Volkswagen Erhvervsbiler vil tilbyde Caravelle i tre udstyrs-varianter – en indstigningsmodel, en Life og topversionen Style. Caravelle fås også med forlænget akselafstand. En anden version, PanAmericana, er en kultfavorit, og med sit robuste offroad-look og eksklusive udstyrsdetaljer vil den blive tilbudt både som Transporter varevogn og Caravelle minibus.
Mere omfattende udvalg af drivlinjer: Volkswagen Erhvervsbiler udvider sit udvalg af drivlinjer betydeligt i de nye Transporter- og Caravelle-versioner. Ud over de nyeste TDI-turbodieselmotorer med 81 kW (110 hk), 110 kW (150 hk) og 125 kW (170 hk) vil Transporter for første gang blive tilbudt med en nyudviklet plug-in hybrid-drivlinje (eHybrid) med en systemeffekt på 171 kW (232 hk). Transporter tilbydes også for første gang med en fuldelektrisk drivlinje, der kommer i tre versioner med 83 kWh-batteri og motoreffekt på 100 kW (136 hk), 160 kW (218 hk) og 210 kW (286 hk). Senere følger en version med et 64 kWh-batteri, og en version med lavere motoreffekt og et mindre batteri udviklet med bykørsel for øje. TDI- og eHybrid-modellerne kommer med forhjulstræk. 4MOTION firehjulstræk fås som ekstraudstyr til TDI-versionerne fra 110 kW. De fuldelektriske Transporter-modeller har baghjulstræk; En firehjulstrukket version er også planlagt her til et senere tidspunkt. 125 kW TDI er udstyret med en otte-trins automatgearkasse som standard; denne gearkasse fås også som ekstraudstyr til 110 kW TDI. En automatisk gearkasse er obligatorisk for plug-in hybrid og elektriske modeller.
Transporter i detaljer
Karakteristisk Bulli-følelse: Når du åbner førerdøren på den nye Transporter, åbner du døren til en ny verden af Volkswagen varebiler. Den syvende generation startes ikke længere med en nøgle, men ved et tryk på en startknap ved siden af den 12” store digitale instrumentering og infotainmentssystemets 13” touchskærm. Multifunktionsrattet er udstyret med overskuelige og letbetjenelige knapper. Infotainmentsystemets lydstyrke justeres ved hjælp af rattet eller en klassisk drejeknap. Den traditionelle håndbremse er afløst af en kontakt i midten af instrumentbrættet, og gearvælgeren i automatgear-versionerne er flytte op til rattet, hvilket giver bedre plads omkring og mellem sæderne. Store kopholdere i midterkonsollen, som er flyttet frem (afhængigt af udstyr) samt ekstra kopholdere og praktiske opbevaringsrum øverst på instrumentbrættet gør arbejdsdagen lettere. Det høje og overskuelige instrumentbord, den høje siddeposition og den ergonomiske placering af alle betjeningselementer, der er karakteristisk for en Transporter, er bevaret i den nye generation.
Optimeret anvendelighed: Den nye Transporter er 5.050 mm lang (146 mm ekstra sammenlignet med T6.1), og dens akselafstand er blevet forlænget med 97 mm til 3.100 mm. Transporter vil også blive tilbudt i en lang version med 400 mm længere akselafstand (samlet længde: 5.450 mm). Med 2.032 mm er den udvendige bredde på Transporter vokset med 128 mm i forhold til forgængeren (uden sidespejle). Den maksimale bredde mellem hjulkasserne i varerummet er øget med 148 mm til 1.392 mm, og varerummets gulvlængde er 2.602 mm (+61 mm i forhold til forgængeren), og den lange version af Transporter har et varerum på 3.002 mm. Takket være den øgede længde, bredde og akselafstand har Volkswagen Erhvervsbiler været i stand til at udvide lastekapaciteten på den nye Transporter betydeligt. Den varerumsvolumen i den korte version af Transporter er nu 5,8 m3, mens den lange version med højt tag kan rumme op til 9,0 m3.
Optimal strømforsyning: Det elektriske udstyr i kabinen forsynes med strøm fra USB-A, USB-C og 12 V-stik. Stikdåser til 230 V-enheder fås som ekstraudstyr. I dieselversionerne er 230 V-stikket altid placeret på førersædets ramme. Den fuldelektriske version af Transporter vil kunne udstyres med to ekstra stikkontakter i området omkring D-stolperne. Den samlede effekt af 230 V-systemet er op til 2.300 watt. Det betyder, at der er en passende strømkilde til enhver elektrisk enhed – fra bærbare computere til rundsave.
Øget nyttelast og trækkapacitet: På trods af sin størrelse passer den nye Transporter med en højde på under 2,0 meter (normalt tag) ind i alle almindelige parkeringshuse. Med en venderadius på kun 11,8 meter (normal akselafstand) mestrer den også snævre sving og manøvrering på områder med begrænset plads. Derudover har Volkswagen Erhvervsbiler sørget for, at Transporter også kan bære vægten af den volumen, den kan transportere – den maksimale nyttelast er op til 1,33 ton. Og hvis man har behov for at transportere endnu mere, kan den nye Transporter trække trailere på op til 2,8 tons, afhængigt af variant (forgænger: op til 2,5 tons).
Den nye Transporter har verdenspremiere 15. september på IAA Transportation-messen i Hannover, og den forventes introduceret i Danmark i starten af 2025.
Emner
Kategorier
Volkswagen Danmark