Pressemeddelelse -
Volkswagens direktion træffer beslutninger om mærkets fremtidige kurs
- En fremrykket implementering af effektivitetsprogrammet skaber spillerum til en ny kurs
- En slankning af processer giver yderligere potentiale for sænkning af omkostningerne – også faste omkostninger
- En reducering af investeringer med 1 milliard euro pr. år i forhold til planen – samtidig prioritering af fremtidsprojekter
- Produktbeslutninger er blevet sat i værk
- Den nye Phaeton bliver elektrisk
- Planer om en ny modulopbygget elektrisk platform
Den nykonstituerede direktion for mærket Volkswagen har på sit ekstraordinære møde truffet flere beslutninger om den fremtidige kurs. Den administrerende direktør Dr. Herbert Diess fortæller om væsentlige produktbeslutninger: en fornyelse af dieselstrategien med topmoderne teknologier, udviklingen af en standardiseret elektrificeringsplatform til person- og varebiler samt en ny tilgang til næste generation af Phaeton. Investeringerne reduceres med ca. 1 milliard euro pr. år, og effektivitetsprogrammet fremrykkes yderligere.
Herbert Diess understreger: "Volkswagen mærket sætter en ny kurs for fremtiden. Vi bliver mere effektive, tilpasser modelprogrammet og kerneteknologierne på en ny måde og skaber med det fremrykkede effektivitetsprogram spillerum til fremtidsorienterede teknologier."
Fornyelse af dieselstrategien
For Europa og Nordamerika er det på dieselfronten blevet besluttet at skifte komplet til dieselmotorer med SCR- og AdBlue-teknologi så hurtigt som muligt. Der vil kun blive anvendt de miljøteknisk bedste udstødningssystemer i dieselbilerne.
Konsekvent videreudvikling af den modulplatformen MQB
Den gennemprøvede tekniske standardplatform MQB, som Volkswagen Personbiler har udviklingsansvar for inden for den samlede koncern, vil blive videreudviklet i betydelig grad. Der vil være særligt fokus på plug-in-hybridbiler med en endnu længere rækkevidde, masseproducerede elbiler med en rækkevidde på op til 300 km, et 48-V-ledningsnet (mild hybrid) samt endnu mere effektive diesel-, benzin- og naturgasdrivlinjer.
Der vil desuden blive defineret en ny standard for opkoblingsmuligheder og førerassistentsystemer.
Elektrificeringsplatform
På grundlag af erfaringerne med de eksisterende bilkonstruktioner vil der blive konstrueret en elektrificeringsplatform (MEB) til det kompakte segment. Den vil både være egnet til flere mærker samt til både personbiler og varebiler. På den måde udnytter den synergier fra andre elbil-projekter indenfor koncernen. Dette standardiserede system vil blive konstrueret til alle slags opsætninger og biltyper, og det vil give mulighed for særlige emotionelle bilkoncepter samt elektriske rækkevidder fra 250 til 500 km.
En ny definition af Phaeton – fremtiden er elektrisk
Volkswagen Phaeton har siden den første generation af modellen stået for Volkswagens teknologiske kompetencer og mærkeværdier. Den fremtidige Phaeton-generation vil også fungere som ledestjerne for mærkets profil i det næste årti. På denne baggrund har direktionen besluttet at ændre det nuværende projekt. Projektbeskrivelsen indeholder nu en komplet elektrisk drivlinje samt næste generation af connectivity og assistentsystemer og vil have et mere emotionelt design.
Fremrykket effektivitetsprogram
Herbert Diess: "Vi er meget bevidste om, at vi kun kan implementere disse innovationer for Volkswagen med succes, hvis vi lykkes med vores effektivitetsprogram og den nye tilpasning af modelprogrammet og "fortsætter: "Sammen med mine kollegaer i direktionen og alle medarbejdere sætter vi nu fuld kraft på disse områder. Også i vanskelige tider har Volkswagen teamet mange gange bevist, at vi arbejder koncentreret omkring fremtiden. Det har vi nu åbnet flere muligheder for."