Gå til indhold
Tiguan Allspace er 215 mm længere end Tiguan og kan fås til priser fra 389.995 kr.
Tiguan Allspace er 215 mm længere end Tiguan og kan fås til priser fra 389.995 kr.

Pressemeddelelse -

Den nye Tiguan Allspace fra 389.995 kr.

Tiguan har nydt stor succes siden introduktionen i 2016 og nu udbygges modelprogrammet med en længere version kaldet Allspace, der byder på endnu mere fleksibilitet, plads til syv personer og priser fra 389.995 kr.

Volkswagen udvider palletten af SUV-modeller med introduktionen af den nye Tiguan Allspace, der tager de velkendte kvaliteter fra Tiguan og kombinerer dem med endnu mere plads og fleksibilitet. Takket være 215 millimeter mere totallængde og 109 millimeter længere akselafstand imponerer den nye Tiguan Allspace med markant mere plads til både passagerer og bagagerum. Tiguan Allspace har plads op til syv personer fordelt på tre sæderækker, og skal du ikke bruge de to sæder på tredje sæderække, kan disse foldes fladt ned, så bagagerummet udvides fra 230 til hele 700 liter, og foldes anden sæderække også ned, får du et 1.775 liter stort lastrum.

Det er ikke kun målt på antal siddepladser og bagagerumskapacitet, at den nye Tiguan Allspace har mere at byde på, den har også mere standardudstyr end en Tiguan. Eksempelvis kommer en Tiguan Allspace Comfortline med blanke tagrælinger og el-betjent bagklap, og en Highline-version har LED MID forlygter med kurvelys og dynamisk Light assist, nøglefri betjening og en bagklap med Easy Open/Close. Selvom Tiguan og Tiguan Allspace er søskendemodeller er der forskelle i designet udover de længere bagdøre. Motorhjelmen er højere og giver en bedre balance i proportionerne på den længere Allspace, og den længere bagsektion har en vindueslinje, der rejser sig hen mod den markante C-stolpe.

Tiguan Allspace introduceres med et bredt modelprogram, der følger det, som vi kender fra Tiguan. Det vil sige, at Allspace kommer med tre TSI-benzinmotorer og tre TDI-dieselmotorer, forhjuls- og firehjulstræk og tre udstyrstrin; Trendline, Comfortline og Highline. 6- og 7-trins DSG-gear er standard på alle modeller undtagen på 1,4 TSI Trendline og 2,0 TDI Trendline, der er udstyret med 6-trins manuel gearkasse.

Tiguan Allspace kan fås til priser fra 389.995 kr. for en Trendline med forhjulstræk, en 150 hk 1,4 TSI-motor og 6-trins manuel gearkasse, der kører op til 16,7 km/l ifølge EU-normen. Ønskes 6-trins DSG-gear og Comfortline-udstyr, der blandt andet omfatter 3-zonet klimaanlæg, fjernlysassistenten Light Assist og nedklappeligt passagersæde foran, er prisen 453.395 kr.

TDI-dieselmotorerne leverer suveræn trækkraft og lavt forbrug og her starter priserne for Allspace ved 414.995 kr. for en Trendline 2,0 TDI med 150 hk og 6-trins manuel gearkasse, der kører op til 20,4 km/l ifølge EU-normen. Ønskes 4MOTION-firehjulstræk starter priserne ved 527.995 kr. for en 150 hk 2,0 TDI med 7-trins DSG-gear og Comfortline-udstyr. Modelprogrammet toppes af en Allspace 2,0 TDI DSG 4Motion Highline til 659.995 kr., der kører med en 240 hk og 500 Nm stærk 2,0 biturbo dieselmotor og er i stand til at nå 100 km/t på blot 6,7 sek. og en topfart på 228 km/t.

Du kan finde den samlet prisliste og mere information om Tiguan Allspace på www.volkswagen.dk

Emner


Volkswagen er siden 2011 det bedst sælgende bilmærke i Danmark. I 2016 solgte mærket 26.395 personbiler og 5.394 biler til erhvervslivet. De seneste år har det især været mikrobilen up!, der er blevet danskernes favorit, men også modeller som Polo, Golf og Passat er populære hos danskerne. Hos Volkswagen arbejder vi ud fra målsætningen om at skabe landets mest tilfredse kunder, der skal have kvalitetsprodukter og god service til fair priser. Volkswagen Danmark har ca. 40 ansatte og Ulrik Drejsig er direktør for Volkswagen Personbiler og Ib Jakobsen for Volkswagen Erhvervsbiler. Volkswagen er en del af Skandinavisk Motor Co., der står for importen af Volkswagen erhvervs- og personbiler, SEAT og Skoda. Vi har hovedsæde i Brøndby og på landsplan er vi ca. 1.300 ansatte i Skandinavisk Motor Co., hvor Ulrik Drejsig er administrerende direktør.

Kontakt

Thomas Hjortshøj

Thomas Hjortshøj

Pressekontakt Pressechef Volkswagen Personbiler Danmark
Volkswagen Danmark

Park Allé 355
2605 Brøndby
Danmark