Pressemeddelelse -
Flere ID.-biler til Danmark. Kortere leveringstider. Skarpe privatleasingpriser.
- Øget produktionen af ID.-modeller giver kortere leveringstider til danske kunder
- Flere ID.-modeller og opgraderinger: ID.4 Pro 4MOTION og ID.3 Pro S Active med 170 kW opladning
- Nye elektriske privatleasingtilbud – ID.3 fra 3.999 kr. og ID.4 fra 4.499 kr. om måneden
- Volkswagen kan nu også bestilles på privatleasing online
Lange og ofte usikre leveringstider har præget overskrifterne for bilbranchen gennem lang tid, og Volkswagen er ingen undtagelse. COVID-19-restriktioner, en verdensomspændende mangel på mikrochips og en krig i Ukraine, der ramte leverancerne af ledningsnet, har udfordret bilbranchen massivt, og bilkøberne har skullet hive en stor portion tålmodighed op ad skuffen. Frustrationen har forståeligt nok været til at tage og føle hos kunder, der har set frem til at få deres nye Volkswagen, og forhandlerne, der gerne ville levere den nye Volkswagen og yde den gode service.
Men Michael Ebeling, direktør for Volkswagen personbiler, fortæller, at det lysner forude:
”Nu kan vi endelig kigge ind i en tid, hvor alle de vigtigste markører peger i en positiv retning i forhold til produktionen af nye Volkswagen, så vi igen kan få biler hjem til de kunder, der har ventet i lang tid, og til de nye kunder, der ønsker at bestille en Volkswagen. Forsyningskrisen i forhold til mikrochips og ledningsnet kombineret med en stor efterspørgsel har betydet, at leveringstiderne på vores elektriske ID.-modeller har været op på 12-14 måneder. Nu arbejder vi med leveringstider på 3-5 måneder for modeller som den populære ID.4 og den nye ID.5. Vi kan allerede nu se, at der er begyndt at komme flere biler til landet.”
Den forbedrede situation – især for de elektriske ID.-modeller – skyldes først og fremmest en stabilisering i forsyningerne af mikrochip og ledningsnet samt ændrede prioriteringer i forhold til modelprogram og produktion. Det har givet Volkswagen mulighed for at øge produktionen af ID.4, der hidtil har været produceret på fabrikken i Zwickau, men i maj måned påbegyndte Volkswagen også produktion af ID.4 på Emden-fabrikken, der også producerer Passat og Arteon.
Michael Ebeling forklarer, ”at det er lykkedes at få flere ID.– biler produceret til det danske marked, da Danmark er et prioriteret land i forhold til elbiler, og at Volkswagen-fabrikken gerne vil understøtte det markante skub i skiftet til elbiler, der opleves på det danske marked i denne tid.”
ID.-modelprogram udvides
Udfordringer i leverancer af mikrochip og ledningsnet har betydet, at Volkswagen for en tid har været nødsaget til skære i produktionen og tilpasse modelprogrammet til situationen. Det har især ramt modeller som ID.3 og ID.4, hvor antallet af varianter har været reduceret i forhold til tidligere. ID.3 er det seneste halve år kun blive tilbudt i en Pro-version med 58 kWh-batteri, men nu genintroduceres Pro S med 77 kWh-batteri til 364.995 kr. ID.3 Pro S Active kommer med et andet batteri end tidligere, hvilket betyder, at ladeeffekten stiger fra 125 til 170 kW, mens ladetiden fra 5 til 80 % strøm er faldet fra 38 minutter til 30 minutter. For nyligt blev ID.4-modelprogrammet også udvidet med en Pro Performance 4MOTION med 265 hk, firehjulstræk og en pris på 414.995 kr.
Nye elektriske tilbud på privatleasing
I forbindelse med de forbedrede leverancer af ID.- modeller lanceres et privatleasingprogram, der bygger på 48 måneders leasing til yderst attraktive priser. Med en udbetaling på 10.000 kr. og en månedlig ydelse på 3.999 kr. kan man blive kørende i en ID.3 Pro Performance ACTIVE med 204 hk, et 58 kWh-batteri og en rækkevidde på 413 km. Har man behov for endnu mere rækkevidde, kan en ID.3 Pro S ACTIVE med 77 kWh-batteri og en rækkevidde på 550 km privatleases for en udbetaling på 15.000 kr. og en månedlig ydelse på 4.199 kr.
ID.4 er en af de mest solgte elbiler på det danske marked og ikke uden grund. Den kommer med over 500 km rækkevidde, udsøgt kørekomfort, avancerede assistentsystemer og et rummeligt, stilrent interiør. Den populære ID.4 med 174 hk, baghjulstræk og en rækkevidde på 531 km kan privatleases for en udbetaling på 25.000 kr. og en månedlig ydelse på 4.499 kr. Er ønsket ekstra motorkraft, kan en ID.4 Performance med 204 hk privatleases for en beskeden merpris med en månedlig ydelse på 4.599 kr.
Den nye topmodel, ID.5 GTX, der byder på elegant coupédesign, effektivt firehjulstræk og 299 hk fra to elmotorer, kan privatleases for en udbetaling på 25.000 kr. og en månedlig ydelse på 5.399 kr.
Privatleasing er ikke kun blevet endnu mere attraktiv med de nye priser, det er også blevet meget nemmere. Nu er det blevet muligt at sidde hjemme i sofaen og bestille en ny Volkswagen på privatleasing online.
I introduktionsfasen er det muligt at vælge mellem seks modeller, der alle er tilgængelige lagermodeller og som derfor kan bestilles til hurtig levering. I løbet af sommeren vil der blive tilføjet flere modeller på privatleasing online, og i forbindelse med det, bliver det muligt for kunden at bygge den ønskede bil i forhold farve, interiør og udstyr, og derefter få oplyst præcis den månedlige ydelse for den konfigurerede bil.
Få overblik over alle privatleasingpriser her.
Emner
Volkswagen er siden 2011 det bedst sælgende bilmærke i Danmark. I 2021 solgte mærket 19.513 personbiler og 4.594 biler til erhvervslivet. De seneste år har Volkswagen kørt en modeloffensiv indenfor SUV-segmentet med introduktionen af succesfulde modeller som T-Cross, T-Roc, Tiguan og Touareg, men også modeller som Polo, Golf og Passat er populære hos danskerne. Volkswagen tog hul på en ny epoke med den nye ID.3 elbil, der agerer spydspids i mærkets omfattende satsning indenfor e-mobilitet. ID.3 er starten på en helt ny familie af elbiler, der med tiden ville dække mange forskellige segmenter.
Hos Volkswagen arbejder vi ud fra målsætningen om at skabe landets mest tilfredse kunder, der skal have kvalitetsprodukter og god service til fair priser. Volkswagen Danmark har ca. 40 ansatte og Michael Ebeling er direktør for Volkswagen Personbiler og Ib Jakobsen for Volkswagen Erhvervsbiler. Volkswagen er en del af Skandinavisk Motor Co., der står for importen af Volkswagen erhvervs- og personbiler, SEAT og Skoda. Vi har hovedsæde i Brøndby og på landsplan er vi ca. 1.300 ansatte i Skandinavisk Motor Co. hvis administrerende direktør er Lars Kornelius.